Dokumenter
|
05 12 09 21
02 10 |
COLOR STATE, Malene Landgreen (Nordfløj) |

COLOR STATE er en totalinstallation der bevæger sig gennem de seks rum i Kunsthal Charlottenborgs nordfløj som et samlet forløb.
Malene Landgreen har bevæget sig langt ud over maleriets rammer. Med sine stedsspecifikke projekter blandt andet i Ålborg Lufthavn, Novo Nordisk og DR-byen i Ørestaden, har Landgreen malet kunsten op i stor skala og etableret sig som en af de mest efterspurgte i Danmark, når det drejer sig om at sætte kulører på vores omgivelser i hverdagen.
Farverne er Malene Landgreens vokabularium, og det er igennem farvernes relationer og volumen, hun fører ordet. Hun inviterer til dialog, i potentielle, mentale rum hvor der er plads til beskueren.
"Proportioner er specifikke og identificerbare. De definerer tid og rum. Det giver mening, at det uvisse, abstrakte, uformulerede, kaotiske og uharmoniske såvel som det velordnede, velovervejede og formfuldendte altid forholder sig proportionalt til noget andet. Lige meget hvor uforståeligt og uhåndgribeligt det måtte være og netop derfor. Det handler om relationer og proportioner. Det gælder i kunsten, i arkitekturen - og i livet", siger Malene Landgreen.
Med projektet følger en udgivelse på dansk og engelsk med tekster af mag. art Vibeke Petersen og billedkunstner Lars Bent Petersen. Kataloget vil udkomme forskudt af åbningen, i det udgivelsen præsenterer den færdige installation på stedet.
