Kunsthal Charlottenborg
Nyhavn 2
DK 1051 København K
T. +45 3313 4022, +45 3336 9050
logo
Åbningstider:

Tirsdag-søndag 11-17
Onsdag 11-20
Mandag lukket
Entré:

Voksne: 60 kr Stud./pens.40 kr
Børn/unge under 16 år: Gratis
Gratis adgang efter 17 hver onsdag
Nyhavn 2
DK 1051 København K
T. +45 3313 4022, +45 3336 9050
 
10
06
11
18
09
11

Pablo Bronstein

image

11.06 - 18.09. 2011
Nordfløj

Værkerne af Pablo Bronstein (født i 1977 i Buenos Aires, nu bosat i London) tilbyder et satirisk blik på forholdet mellem arkitektur, magt og individet. Det var i første omgang Bronsteins værker på papir, der med deres detaljerede pasticher af epoker og strømninger inden for arkitekturen, skabte opmærksomhed omkring kunstneren. Imidlertid er også Bronsteins installationer og performances centrale i hans kunstneriske virke, idet de udvider hans praksis til også at omfatte rum og bevægelse.

Hovedværket i Bronsteins udstilling på Charlottenborg er en ny arkitektonisk installation skabt specielt til København. Installationen er udformet som et stort pissoir, der har afløb direkte ned på udstillingssalens gulv – og som de besøgende inviteres til at gå ind i og benytte. I det tilstødende udstillingsrum vises en række tegninger, der sætter pissoiret i en bredere, arkitektonisk sammenhæng – heriblandt tegninger af latriner, kloaksystemer og badeanstalter – mange af dem skabt specielt til denne udstilling.

Pissoiret peger, som mange af Bronsteins værker, på den monumentale neoklassicisme, der er et tilbagevendende tema i vestlig kunst og arkitektur. Bronsteins installation kommenterer på satirisk vis denne tradition, men pointerer også mere alvorligt, hvordan magten forsøger at bruge arkitektur til at styre adfærd – og til at definere, hvad det vil sige at være borger – helt ned til koderne omkring det at tisse. Den sidste udstillingssal rummer en video, der viser en performance inspireret af en særlig optræden ved hoffet, kendt som sprezzatura – et værk, der udvider kunstnerens undersøgelse af kodificerede kropsbevægelser.

Kurateret af Mark Sladen, Charlottenborgs direktør. Udstillingen er støttet af Statens Kunstråd (Det Internationale Billedkunstudvalg) samt British Council. Udstillingen ledsages af en publikation (kan købes fra slutningen af juli, pris 40 kr.).

Udstillingsaktiviteter

Fernisering
Fredag 10.06, 19 – 22.00
Udstillingssalene, gratis adgang

Åbningsaftenen for Pablo Bronsteins udstilling indeholder en særlig foredrags-performance af Bronstein, som vil finde sted kl. 20.00 med deltagelse af kunstneren samt en række dansere fra Dansk Danseteater. Værket bærer titlen Intermezzo og dækker blandt andet over temaet ‘sprezzatura’ – et kodeks for hoffets særlige gestus og optræden, som havde sit højdepunkt i det 16. århundredes Frankrig. Performancen varer omkring 45 minutter, og de talte elementer foregår på engelsk.

Søndagsomvisninger
Der er omvisninger i udstillingerne på forskellige søndage. Omvisningerne, der begynder kl. 14.00, ledes af unge kunsthistorikere og foregår på dansk. Deltagelse er inkluderet i udstillingsbilletten. Omvisninger, som inkluderer Pablo Bronsteins udstilling, finder sted den 26. juni, 10. juli og 14. august.